Archive for March, 2007

ACAB

Thursday, March 1st, 2007

Så fik familien Danmark hvad de ønskede. En blå horde af flyverdragtbeklædte betjente, der til dagligt skvulper rundt som asier i glas på Nørrebro i duggede kassevogne, får endelig brændt lidt krudt af ved at jagte og tæve 14-årige piger, der tilfældigvis har et andet syn på begrebet kulturliv end den dialogsky Ritt, som sikkert sidder trygt barikaderet bag kakelbordet med småkagekrummer i overskægget.
København er ved at skifte ham. Ambitionerne om at omdanne hovedstaden til en vaskeægte storby, der ikke længere skulle stå i skyggen af Berlin og alle de andre, fortoner sig i en sky af tåregas, mens hr. og fru Danmark klapper i hænderne. Levende storbykultur er ikke kun Madonna på en pløjemark, Per Arnoldi i Operaen, fladskærme og Krøniken, det er rummelighed, divergens og tolerance. Endnu et livsvigtig hjørne af Københavns sjæl er ved at blive banket af. Om det var koncerterne, kunsten, folkekøkkenet, de politiske holdninger eller påklædningen, der var en torn i øjet på dagens Danmark er svært at sige, men prioriteringerne synes klare. Mere storcenter, musical og politi på gaderne og mindre spændvidde og eksperimenterende kulturformer. København er, med standardiseringen af Christiania og kampen mod Ungdomshuset, på vej til at blive en forvokset udgave af ??rhus med gågadekultur og benhård byplanlægning, fremfor en levende storby med internationalt perspektiv. Det eneste positive er, at det her friværdihypnotiserede provinssamfund trods alt stadig fostrer unge mennesker, der forstår at kæmpe for, hvad de tror på.
Men hvor er det trist, at det skal komme så vidt, at Nørrebro lige nu står i flammer.