RHESUS B

??h, Birthe Rønn Hornbech, denne vidunderlige omvandrende tikkende bombe under regeringsfreden på Borgen. Denne uknægtelige kvinde, som nægter at nedværdige sig til at følge spindoktorernes meningsmålingsskabte dagsordener. Denne spradebasse, som det ene øjeblik fremtræder skinger og hysterisk i debatter, det næste som anstændighedens, klarsynets og pragmatikkens ensomme forkæmper, koste hvad det vil. Bærer af en integritet, som pressen og regeringens støtter gerne falder over hinanden for at være først til at kalde “utaktisk”, “uklog”, “selvmål” eller “i strid med regerings linje”. Kært barn har mange navne, men sandheden er at integritet sommetider har sin pris, og taktik, spin og støttepartistække må uvægerligt vige i ny og næ. Man kan ikke både tækkes et parti, der erklærer sig som anti-muslimsk og samtidig forholde sig pragmatisk og ideologisk sundt til et spørgsmål om dommeres ret til at bære religiøse symboler på deres arbejde. I hvert fald ikke i ædru tilstand. Og da slet ikke hvis man har integritet.

Birthe blev integrationsminister i en tid hvor Ny Alliance havde set ud til at kunne fravriste de fremmedfjendske under Pia K deres parlamentariske defacto-vetoret, og i den optik virkede hun ikke så malplaceret på posten, som hun gør nu. Ny Alliance var produktet af befolkningens utilfredshed med tingenes tilstand, med den stigende intolerance i samfundet, med anstændighedens himmelflugt mod fjerne destinationer, langt væk fra Danmark, og med en påstået liberal regerings indskrænking af det enkelte individs frihed og værdi for at tækkes et pseudo-nazistisk støtteparti, uden hvilket regeringens magtudøvende korthus ville falde til jorden.

Birthe er en kvinde for hvem “nok er nok” ikke er et valgslogan men et mantra. Hun er langt hen ad vejen den idé og ideologi, Ny Alliance proklamerede, men ikke formåede at realisere. Hvorefter de døde. Fugl Fønix. Whooosh! Pressen klappede. Men ser vi da ikke en arvtager her, i Birthe Rønn Hornbech? Har vi ikke stadig, ja i endog højere grad end før, behov for et projekt som det, Ny Alliance stillede i syne? For hvis man tror, at Ny Alliances projekt faldt til jorden fordi der alligevel ikke var vælgertilslutning bag det, og ikke fordi partiet blev kørt i sænk af en populistisk opportunist uden sans for politik, kommunikation eller organiseringens kunst, ja så er man da virkelig naiv. Danmark skriger på anstændighed! Danmark vil ikke have en regering, der er afhængig af Dansk Folkeparti. “Gi’ mig Danmark tilbage,” skrev Dansk Folkeparti. Nej! “Gi’ mig Danmark tilbage,” sang Natasja! Og “Giv os vores fucking Danmark tilbage, I angste, triste, ensomme mennesker!” skriger danskerne i samlet flok lige nu. Nok er virkelig nok!

Så hvad sker der nu for Birthe? Vil den uknægtelige lade sig knægte? Eller tør vi håbe på en omvendt Malou Aamund? Måske kan og tør Rønn Hornbech starte sit helt eget projekt à la Ny Alliances? Vi har brug for det. Vi har brug for hende. Står valget mellem at gå af, starte sit eget projekt eller skifte over til “fjenden,” hvor mange favne står åbne, vil vi både håbe og tro på ét af de sidste to scenarier.

Vakl ikke, Birthe! Vi vil ha’ Danmark tilbage! Nok er fucking nok!

(more…)

YOU CAN’T EAT FREEDOM

A few words (in Danish) on creative communication in urban spaces at kommunikationsforeningen. Have always hated that word … guerilla marketing … (more…)

Ever noticed how much space is there is left out on a Dansk Folkeparti poster? I really screams “add what’s missing”, so here’s an idea … (more…)

Så fik familien Danmark hvad de ønskede. En blå horde af flyverdragtbeklædte betjente, der til dagligt skvulper rundt som asier i glas på Nørrebro i duggede kassevogne, får endelig brændt lidt krudt af ved at jagte og tæve 14-årige piger, der tilfældigvis har et andet syn på begrebet kulturliv end den dialogsky Ritt, som sikkert sidder trygt barikaderet bag kakelbordet med småkagekrummer i overskægget.
København er ved at skifte ham. Ambitionerne om at omdanne hovedstaden til en vaskeægte storby, der ikke længere skulle stå i skyggen af Berlin og alle de andre, fortoner sig i en sky af tåregas, mens hr. og fru Danmark klapper i hænderne. Levende storbykultur er ikke kun Madonna på en pløjemark, Per Arnoldi i Operaen, fladskærme og Krøniken, det er rummelighed, divergens og tolerance. Endnu et livsvigtig hjørne af Københavns sjæl er ved at blive banket af. Om det var koncerterne, kunsten, folkekøkkenet, de politiske holdninger eller påklædningen, der var en torn i øjet på dagens Danmark er svært at sige, men prioriteringerne synes klare. Mere storcenter, musical og politi på gaderne og mindre spændvidde og eksperimenterende kulturformer. København er, med standardiseringen af Christiania og kampen mod Ungdomshuset, på vej til at blive en forvokset udgave af ??rhus med gågadekultur og benhård byplanlægning, fremfor en levende storby med internationalt perspektiv. Det eneste positive er, at det her friværdihypnotiserede provinssamfund trods alt stadig fostrer unge mennesker, der forstår at kæmpe for, hvad de tror på.
Men hvor er det trist, at det skal komme så vidt, at Nørrebro lige nu står i flammer.

Glenn Gould, the eccentric pianist whose interpretations of Bach’s Goldberg Variations are a landmark in music history, early in his career rejected the concept of performing live. In the studio he discovered the technology to create the perfect music experience and detach performing classical music from a specific time and space. By splicing pieces of several different takes into one, he produced music that couldn’t have been created live or in a traditional one-take recording technique. The result is still today trulystunning and full of beauty and detail, but the funny thing is that despite this extremely perfectionistic approch, Gould still chose to enclose all his humming and singing and the shreeeking noises from an old mangled piano stool, he insisted to bring for every recording session. Maybe this is part of the reason why these recordings are so special.
In the mid-50’s Gould wrote an enthusiastic essay about studio recordings in which he says he is hoping that in future home stereo setups you will find a build in feature that allows you to splice different pieces of music or recordings together to create exactly the piece of music you desire. Sounds a bit like sampling, doesn’t it?
Pop critic Colson Whitehead said that it is failure, that guides evolution. Perfection offers no incentive for evolution. Progress will only happen by embracing and utilizing your errors creatively. In a creative work progress with high emphasis on speed, finish and perfection, accidents and failure are often the key to becoming truly inventive and discovering new approaches.
John Cage once looked closely at a sheet of note paper and discovered that the music was already there: The small scratches, marks and dirt were notes that just needed to be traced.
Enough about music. This is getting nowhere …

…………………|………..

Når man er vant til, at vores kære statsminister udelukkende udtrykker sig i letfattelige slogans ud fra devisen om, at gentager man den samme påstand tilstrækkeligt mange gange, bliver den en sandhed, er det fascinerende at høre ham fremsige følgende tågesnak, der skal underbygge Venstres nye selvbestaltede rolle som hvalernes ven. Et fænomen, der er omtrent lige så troværdigt som når Pia K. galper op om, at Dansk Folkeparti er et midterparti. (more…)

Stoffer er traditionelt set særligt udbredt i Randersområdet, Esbjerg eller i andre provinsbyer, hvilket senest har resulteret i et i bedste fald syret bankkoncept til Jyske Bank. Kuglebadet hos MacDonald’s møder bankverdenen, og skinger musik opstår. Hvem har ikke altid drømt om at slentre ned i den lokale pengebar, sludre lidt med den talende havtaske og låne en halv mil til tårnhøje renter, mens din bankrådgiver ydmyger dig i bordfodbold? Vi bøjer os i støvet for den sælger, der prakkede Jyske Bank konceptet på og derefter har slingret storgrinende ned i banken. Det ville sandsynligvis være mere tillokkende at få syet et koyver fast i ansigtet, end sætte sine ben i en Jyske Bank-filial, men man må give dem, at de har taget skridtet fuldt ud.